>Satiriskekomikere<

»Er jeg virkelig nummer 86?,« siger Tina Fey måbende om sin position på månedsbladet Forbes’ liste over mest magtfulde komikere i 2009.

»Er jeg så god? Jeg var slet ikke klar over, at jeg var på den liste. Men jeg vågner hver morgen og tænker over, hvor meget magt jeg har i dag, og hvad jeg kan gøre med den.«

Tina Feys humor er tør. Men faktum er, at den 39-årige komiker er blevet en af Hollywoods mest magtfulde komikere med flere vellykkede projekter i luften på én gang.

Hendes tv-serie »30 Rock«, som hun både medproducerer, skriver og spiller hovedrollen som Liz Lemon i, er en kæmpesucces, både hvad angår seertal og kritik. Og hun er aktuel i filmen »Date Night« over for en af verdens mest anerkendte komikere, Steve Carell.

»Ja, jeg lider ind imellem under bedragerisyndromet,« svarer Tina Fey på spørgsmålet om, hvorvidt hun er bange for, at hendes hemmelighed en dag vil blive afsløret.

»Det smukke ved »bedragerisyndromet« er, at man svinger mellem at føle en form for ekstrem narcissisme til at føle, at man er en fuldendt bedrager. Man tænker: »Gud, de er på sporet af mig. Jeg er en svindler.« Derfor gælder det om at ride med på den narcissistiske bølge og nyde det, når den er der og så glide let igennem tanken om, at man er en bedrager. Det er gået op for mig, at alle bedrager, så det har jeg det ikke dårligt over.«

Tina Fey fik sit gennembrud som sketchforfatter på det amerikanske satireprogram »Saturday Night Live« i 1997. Hun kom direkte fra Chicago, hvor hun var medlem af Second City truppen, kendt for improviserende komik, og på trods af advarsler om den hektiske og konkurrenceorienterede stemning på »Saturday Night Live« fik Tina Fey snart succes på showet som forfatter og komiker.

»Det var en stor velsignelse, at det hele faldt på plads, da jeg var 30. Det betød, at jeg kunne perspektivere min succes. Tidligere havde jeg et kontorjob, og jeg vidste, at mit nye job var meget sjovere end noget andet, jeg kunne beskæftige mig med. Men hvis jeg nogensinde vender tilbage til et kontorjob, ved jeg, hvordan man skal opføre sig i et kontor.«

Tina Fey forlod »Saturday Night Live« i 2006 for at søge nye udfordringer. Filmen »Mean Girls«, som hun skrev manuskriptet til og havde en mindre rolle i, var en publikums- og anmeldersucces, så Tina Fey fik mod på skabe en ny karriere som komiker uafhængig af satireprogrammet.

I 2008 udkom filmen »Baby Mama«, som hun både skrev og spillede hovedrollen i. Men succesen steg hende ikke til hovedet.

»Forfatterne på min tv-serie driller mig altid, når jeg ser absolut værst ud. De hentyder til, at jeg ligner en person, der ville samle skrald op fra gulvet og spise det. De beklager sig med: »Du er en stjerne! Du er en drøm, der er blevet til virkelighed.« Men jeg har på ingen måde tid til at gå rundt og føle mig som en magtfuld komiker.«

Sarah Palin-effekten
Selv om Tina Fey forlod »Saturday Night Live« i 2006, gæsteoptræder hun stadig i satireshowet. Hendes knivskarpe personificering af den amerikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin, hvor hun blandt andet ytrede »jeg kan se Rusland fra mit hus«, satte kandidaten i et helt nyt lys og var medvirkende til hendes nedtur i meningsmålingerne i 2008.

»Jeg ved ikke, om der ligefrem var en effekt som sådan,« siger Tina Fey om hendes indflydelse på amerikansk politik.

»Men det var helt klart underligt. Det var i det hele taget et par underlige efterfølgende uger.«

Den 8. oktober 2008 udgav avisen The Washington Times artiklen »As Tina Fey Soars, Sarah Palin Struggles« og kaldte Tina Feys indflydelse på John McCain og Sarah Palins præsidentkampagne for »The Tina Fey effect«. Ifølge en meningsmåling lavet af Fox 5, The Washington Times og Rasmussen Reports, mente 39 procent, at hendes personificering og parodi af den amerikanske vicepræsidentkandidat havde skadet republikanernes chancer for at vinde præsidentvalget.

»Åh! De ved ingenting,« siger Tina Fey lettere spydigt.

»Washington Times gav min tv-serie en dårlig anmeldelse den første sæson. De er en flok idioter. Der er en dame, som virkelig hader mig der. Jeg ved ikke, om det passer.«

Mon den nuværende præsident Barack Obama takkede hende for hendes bidrag til Republikanernes dalende popularitet?

»Nej, jeg har ikke hørt fra ham,« siger hun leende.

»Jeg er desuden ikke ude på at videreføre mine politiske holdninger. Jeg udtaler mig heldigvis kun igennem komik og sketchs!«

Det nu 35 år gamle »Saturday Night Live« shows seertal gik op med 49 procent fra året før, da Tina Fey optrådte som Sarah Palin. Det var derfor ikke overraskende, at Tina Fey vendte tilbage til »Saturday Night Live« for blandt andet at lave PR for den aktuelle »Date Night« med endnu en parodi på Sarah Palin den 10. april.

»Jeg ved bare, at jeg tjener mange penge, hver gang jeg spiller hende. Så det er godt for mig.«

Tina Feys sketch var »The Salin Palin Network«. Hun parodierede Sarah Palin som tv-personlighed i nyhedsprogrammet »Real American Stories« på kanalen Fox, hvor Palin begyndte som vært i marts måned. Tina Fey præsenterede en lang række programmer, som kanalen vil sende som f.eks. »Are You Smarter than a Half-Term Governor?«, »Hey Journalist, I Gotcha« og en parodi på Tina Feys tv-serie kaldt »30 Main Street«, hvor hun selv skulle spille Liz Lemon, der er »så fokuseret på sin karriere, at hun som 39-årig stadig ikke har nogen børnebørn«. Hun endte med at snigkigge på sin håndflade, inden hun sagde »godnat«.

»Jeg mødte hende, da hun var vært på SNL,« siger Tina Fey om den lørdag aften, Sarah Palin medvirkede i »Saturday Night Live«.
»Vi snakkede om vores børn, og hendes frisør satte min paryk, så den lignede hendes hår på en prik. Hun er meget sympatisk og venlig. Hun starter en karriere som tv-kommentator, så det skal nok gå.«

Kvinde i mandeverden
»Jeg gør alt, hvad du gør, bare med høje hæle,« siger Tina Feys karakter Claire Foster i hendes aktuelle film »Date Night«, hvor hun er på fysisk anstrengende nattestrabadser som komiker med sin mand.

»Det var klart improviseret,« siger Tina Fey om den replik.

»Det var efter, vi havde optaget en hel dag, og det var blevet mørkt. Jeg er ikke god til at gå i høje hæle, og jeg er meget langsom. Det faldt mig helt naturligt at slynge den sætning ud.«

Men længere vil Tina Fey ikke gå, når det drejer sig om at tale om forskellen mellem mænd og kvinder i komikkens verden. Hun er langt fra en kvinde, der klager sig over kvinders vilkår i en branche, der er notorisk mandsdomineret.

»Det havde måske gjort en forskel, hvis jeg havde forsøgt at gøre det samme i 1950’erne. Men jeg føler ikke, at det er nogen hindring at være kvinde i komikkens verden i dag. Det handler om at skabe sjove situationer, og hvis man kan det, er det ligegyldigt, om man er mand eller kvinde.«
Tina Fey var dog den første kvinde, der blev »Saturday Night Lives« hovedforfatter i 1999. Hendes sketchers skarpe kant, hendes hudløse ærlighed og intellektuelle humor gjorde hende til den mest markante forfatter i USA’s komikerverden.

»Jeg er ikke sikker på, om mænd føler sig intimiderede over min form for humor. Men måske er det derfor, jeg ikke var synderligt populær, og ingen mænd ville have mig, før jeg mødte Jeff. Men min humor må have været grunden til, at han syntes om mig, for jeg har ikke rigtigt så meget andet at byde på.«

Tina Fey taler om sin mand, komponisten og produceren Jeff Richmond, som hun mødte som 24-årig i Second City i Chicago og giftede sig med syv år efter. De har en fireårig datter sammen.

»Jeg tilbringer al min fritid sammen med min datter, men vi forsøger at gå ud mindst en gang om måneden, og så ender jeg med at misunde min babysitter for, at det er hende, der får lov til at sidde foran fjernsynet med benene oppe på sofaen og slappe af.«
Tina Fey er født Elizabeth Stamatina Fey, og hun voksede op i Philadelphia. Hendes far, Donald var af tysk afstamning, og hendes mor Jeannec var græker. Hele familien elskede komik, og hun voksede op med Marx Brother, Monty Python og endelig »Saturday Night Live«, som gjorde stort indtryk på hende, fra hun var ganske lille.

»Jeg var kun fem år, da jeg så det første gang,« husker Tina Fey om en lørdag aften på sofaen i 1975.

»Jeg har drømt om at medvirke i det show som komiker lige siden, men jeg troede slet ikke på, at det nogensinde ville blive virkelighed.«