>Rystetrylleri<

Engang var trylleriet ægte magi – trolddomskunst udført af gudernes udvalgte. Moderne tryllekunstnere gjorde faget til et håndværk og hev magien ind på scenen. Og spørgsmålet lyder stadig: Hvordan gør de?

Tryllekunstner René Jensen ryster papirsposen – en femmer falder ud. Han ryster den igen, posen er nu tydeligvis tom. Han ryster den endnu en gang. En bowlingkugle falder ud, rammer gulvet med et højt brag. Hans publikum, 230 soldater ved 1. regiment ved Ålborg Kaserne, er for størstedelens vedkommende lidenskabeligt optaget af den anden eller tredje fadøl før maden. Rundt om ved bordene er festen allerede godt i gang.

 Det er deres afslutningsfest, først på kasernen og bagefter i Ålborg by. En befalingsmand formaner:
»For dem, der har tænkt, at de skal ned i byen og markere sig, har I nu fået første og sidste advarsel. Det vrimler med MP’er både her i hovedvagten og nede i byen.«

Nummeret med bowlingkuglen er utroligt simpelt – bowlingkuglen er der hele tiden, René vælger blot, hvornår den er synlig. Nummeret er så simpelt, at Rene kun udfører det for voksne. Børn gennemskuer det altid. Det er nemlig afhængigt af vigtigste værktøj, som tryllekunstnere benytter – publikums indlærte viden og erfaringer. Når René med naturlige og afslappede bevægelser ryster den tomme pose, ved vi alle, hvad det betyder – at posen er tom. I dække af denne, vores indlærte viden, udfører han sit nummer.

Skjult forgiftning
Hvis de 230 soldater vidste, hvilken betydning militær og efterretningstjenester gennem tiden har tillagt René Jensens evner, ville de måske være en anelse mere opmærksomme.

»Formålet med dette skrift er at instruere læseren, således at han kan udføre en række gerninger hemmeligt og uopdaget. Kort og godt, her er instruktioner i vildledning.«

Således indleder den amerikanske tryllekunstner John Mulholland sin lille bog om operationelle anvendelser af trylleri. Bogen er et bestillingsarbejde skrevet til CIA som del af det tophemmelige MKULTRA-projekt. I begyndelsen af 1950’erne og frem gennem 1960’erne kastede CIA sig over en lang række eksperimenter indenfor områder som hypnose, gifte og bevidsthedsudvidende stoffer. Den Kolde Krig var i gang, truslen fra øst havde mange former, og det samme havde forsvaret.

En stor del af MKULTRA’s søgen var i området gifte. Og hvordan giver man gift, uden at offeret ser det? Der kom John Mulholland ind i billedet som MKULTRA-underprojekt nummer fire af 4. maj 1953.

Det fulde omfang MKULTRA er ukendt, idet de fleste dokumenter er tilintetgjort. Mest kendt er forsøg med at give intetanende mennesker LSD som i operation »Midnight Climax«, hvor prostituerede gav uvidende forsøgspersoner LSD under observation af forskere bag spejle. John Mulhollands lille bog er et af de få dokumenter, der overlevede makulatoren. Den beskriver f.eks. i detaljer hvordan man – med de samme naturlige og afslappede bevægelser, som Rene brugte til at få en bowlingkugle til at komme til syne – kan komme giftpiller i et glas, uden at det bliver bemærket. Hvis offeret ryger, holdes pillen på undersiden af tændstikæsken, man rækker frem, mens man tænder offerets cigaret. Når armen trækkes tilbage, ligger pilen gemt mellem ringfinger og tændstikæsken – og den kan således ubemærket droppes ned i offeret glas. Ryger offeret ikke, er der andre metoder. Mulholland beskriver dem i mindste detalje.

Houdini snød døden
Tryllekunsten har rødder tilbage til dengang, det andet menneske vildledte det første. Før MKULTRA var Houdinis metoder til at skjule værktøj på sin krop og derefter bryde ud af et hvilket som helst fangenskab til stor inspiration for de englændere, der gennem to verdenskrige skulle operere på fjendtligt territorium.

Houdini, der gang på gang udførte den ultimative tryllekunst – at snyde den sikre død (det mislykkedes kun én enkelt gang) – tog sit navn fra Robert-Houdin, en fransk urmager og opfinder, hvis dengang nyskabende illusioner den dag i dag stadig opføres. Han systematiserede i midten af det 18. århundrede trolddoms- og markedsgøglerpraksis til en sammenhængende sceneforestilling, der spillede og blev kopieret verden over med enorm succes.

Robert-Houdin byggede på en praksis beskrevet i nogle af de ældste skrifter, vi har. Hieroglyffer i en 3700 år gammel papyrus fortæller om, hvordan Kong Keops – i sin søgen efter inspiration til hemmelige og skjulte kamre – sendte bud efter magikeren Dedi. Dedi halshuggede en gås, en pelikan og en okse, satte hovederne tilbage på dyrene, hvorefter de levede op igen. Dedi afslog at gentage nummeret på en fange, der alligevel skulle henrettes, som kongen ellers gavmildt stillede til hans rådighed. Dedi henviste til et forbud mod at udføre sine kunster på »den ædle race.«

Robert-Houdin betragtes som den første »moderne« tryllekunstner, idet han definitivt tog afstand fra den hokus-pokus, der ellers omgav faget. Hans tryllekunst foregik på en scene, og det var håndværk og kunnen – ikke guddommelig indsigt eller overnaturlig indgriben. Han dannede skole, og den skole er René Jensen en af de seneste elever fra.

For René begyndte det i julen 1977, da der under juletræet lå et tryllesæt fra hans mormor. Den generte og opmærksomhedstrængende dreng på ni fandt et område, hvor han kunne udmærke sig. Han begyndte at træne foran spejlet og kunne snart imponere familie og klassekammerater. Et nummer i sættet var tricket med tre stykker reb af forskellig længde, der bliver lige lange for så at få deres oprindelige længde igen. Han laver stadig en version – også denne aften.

I 7.-8. klasse begyndte René at optræde for børn. Han blev siden udlært industrielektriker, arbejdede i elbranchen i 15 år, men holdt fast ved trylleriet. Da hans firma lukkede i 2006, tog han springet. Han lever i dag af at optræde ved firmafester, middage og teaterforestillinger som Ålborg Teaters »Fakiren fra Bilbao,« hvor han rådgav om de illusioner, som skulle udføres.

Renés speciale er close up-trylleri, dvs. trylleri der foregår for en lille gruppe, som er helt tæt på. Det er her, hvor han fanger nogle af soldaternes opmærksomhed, når han helt tæt på har tre stykker reb, der skifter længde – og på magisk vis – samler sig til et enkelt reb. Det foregår få meter væk fra øjnene, der ser, og det er tilsyneladende uforklarligt.

»Og derfor har trylleriet stadig en plads i vores så rationelle verden,« fortæller Rene. Nutidens tryllekunstnere tilpasser deres kunst til tiden, måske med elementer fra stand-up, teater eller dans. Men kernen er den samme. Det, som tryllekunstneren kan, er at udfordre vores forestillinger om verden – antyde, at der er andre sammenhænge, end dem vi har lært. Han forvirrer og fascinerer os. Når det lykkes, er det magi.

René pakker sine ting sammen. Efter maden går bandet High Voltage på med to en halv times ufortyndet AC/DC. I aften vil de 230 soldater ikke forvirres. De vil trykke den maks af.